Mwanza-området består af mere end storby. Brødrekirken har menigheder i et stort område, der dækker fire regioner i 600 kilometers bredde. Vi er med til gudstjeneste i landsbyen Imalanzala.
Mwanza. Eksotiske Mwanza. Beliggende ved Victoriasøen er Tanzanias næststørste by et turistmål, der venter på for alvor at blive opdaget.
Der er hoteller, restauranter og turistbåde. Men her – kort før regntiden gør kål på tørke og støvskyer – vrimler byen med folk, der håber på at gøre en god handel i deres små boder. Cykler, motorcykler og små trehjulede bajadi’er suser mellem bilerne for at nå frem til deres huse mellem de store kampesten.
Jo, det officielle indbyggertal er 1,3 millioner, men uofficielt regner man med 4,6 millioner spredt over et kæmpestort område, der tager det meste af en time med bil at komme ud af.
Kirke med tag og ramme
Og her er vi så – generalsekretær Arngeir Langås og undertegnede – på vej ud af den vidtstrakte metropol sammen med missionærerne Janice og Mads Refshauge Jakobsen og deres lille dreng Logan. Vi skal besøge Brødrekirken i landsbyen Imalanzala, en af de 28 brødrekirker udenfor Mwanza. Her har BDM støttet et kirkebyggeri – eller rettere: fundament, ramme og tag til en kirke – som nu er opført under de tidligere missionærer Bettina og Morten Poulsens ledelse.
Tæt trafik, vejarbejde og huller i vejene forsinker rejsen, der tager tre og en halv time. Det bevirker, at vi kommer næsten en time for sent til gudstjenesten, hvor Arngeir Langås skal prædike.
Menigheden venter tålmodigt på os.
Musikalske kultursammenstød
Efter velkomst og hilsener går gudstjenesten i gang. Brødrekirkens formand Elias Mlewa er liturg og leder os gennem noget, der bedst kan beskrives som et kultursammenstød. Fast liturgi med bønner og bekendelser står i skærende kontrast til tanzanieres almindelige spontanitet. Oversatte salmer til swahili virker tamme i sammenligning med musik, som akkompagnerer dansekoret af lokale børn og unge. En mellemting mellem jazz, funk og r&b gennemtrænger den varme luft med voldsom styrke. Fem sang, mens en snes børn og unge dansede.
Også her langt ude på landet er musik og mikrofoner elektrificeret, dog med en generator, der må startes hver gang, dansekoret skal optræde.
Menighedsrådet består kun af kvinder
Brødrekirken i Imalanzala har 144 medlemmer, får vi at vide af en kvinde, der sammen med fire andre kvinder udgør menighedsrådet. Kvinder er også i overtal her – 101 mod 15, foruden døbte børn, der tæller 28.
Der er først almindelig kollekt, siden en særindsamling, denne uge til de unges eksamensfest, næste uge til en præstebolig. Hver gang går de gavmilde kirkemedlemmer frem til en kirkebøsse ved talerstolen – nogle med mønter, andre med sedler, atter andre med kuverter, der tyder på faste gaver til registrering.
Senere finder vi ud af, hvorfor menigheden ønsker en præstebolig. De vil have en præst, som de ikke skal dele med andre menigheder. En præstebolig vil også fungere som storkøkken. For gudstjenester afløses som regel med fællesspisning – ris og bønner og hvis der er råd også kød.
Arngeir prædiker på swahili
Men først endnu en rytmisk sang og dans fra de unge, og så er det Arngeir Langås’ tur. Han prædiker på swahili – med otte år som missionær på Zanzibar ligger synergien mellem arabisk og bantusprog klar på tungen.
Han prædiker ud fra den søndags tekst, og trækker frem, at muligheden for at blive en del af Guds familie står åben for alle mennesker, uanset hvor i verden, vi kommer fra eller vores alder eller de synder, vi har begået.
– Som kristne over hele verden er vi samlet til tilbedelse og sang på netop en søndag, fordi vi mindes Jesu opstandelsesdag, hvor han overvandt døden og synden. Guds kærlighed er rettet til hvert enkelt menneske, og vi er alle set og elsket af Gud, sagde Arngeir Langås og gentog pointerne til forsamlingen, da alle hilste på hinanden efter gudstjenesten.
Efter en bøn tager formand Mlewa over, og med Fadervor og endnu en salme er gudstjenesten ovre. Den tog ”kun” 2 timer.
Ønske: Præstebolig med fælleskøkken
Imens er nogle kvinder smuttet ud og hen til et lille skur, hvor duften af mad efterhånden spreder sig over området. Der bliver dækket flot op til os gæster, og jeg spørger: ”Hvad med alle de andre?” Indtil Arngeir beder mig vende hovedet og kigge på kirkebænkene, hvor gudstjenestedeltagerne tager for sig af retterne. Også udenfor under et træ er kvinder i gang med at spise.
Utroligt, at der er mad til de omkring 100 gudstjenestedeltagere ud fra det lille køkkenskur.
– Se på os, siger en ældre kvinde, mens hun rører i gryderne. – Se hvor meget vi kunne trænge til en ordentlig præstebolig!
En utæt brønd virker dog
Gudstjeneste og fællesspisning lakker mod enden. Chauffør Mads Jakobsen kigger på uret. Vi må hellere komme afsted. Vi skal jo også forbi et brøndprojekt, som efter sigende er mislykket, så lokalbefolkningen ikke længere får friskt drikkevand.
Men det er en overdrivelse, finder vi ud af. Det er kun vandbeholderen, der lækker. Selve brønden og pumpen fungerer fint.
Og så er det tid til at vende retur til Mwanza. Tilbage står en biltur over stok og sten og med køer og geder i vejen. Eller rettere: PÅ vejen.
– Det er jo deres vej. Så de har naturligvis fortrinsret, siger Mads Jakobsen.
Han er sammen med sin kone Janice og sønnen Logan missionærer i Mwanza Missionsområde.
Der kommer efter hånden flere artikler fra arbejdet i BDMnyt, Sennepskornet og her på hjemmesiden.