Generalsekretær Arngeir Langås og redaktør Svend Løbner besøgte Brødrekirken i Mwanza, Tanzania og fandt en levende menighed med den dynamiske formand Elias Mlewa i spidsen.
Mwanza er med sine 1,3 millioner indbyggere Tanzanias næststørste by og ligger naturskønt ved Victoriasøens sydlige bred. Byen spreder sig over et stort område og tiltrækker mennesker fra landsbyer mod syd, øst og vest. Guldminer i området beriger overklassen, mens mellem og underklassen ikke får meget gavn af det ædle metal.
En kirke bliver til
Her i den travle metropol driver Brødrekirken 8 menigheder, i området yderligere omkring 28 små og større menigheder. Vi besøger menigheden i bydelen Kigoto, der etablerede en kirkebygning for 36 år siden og forinden var begyndt at samles i byens anglikanske kirke og siden, da fællesskabet voksede, holdt til i en skole. Menigheden var vokset til 50 medlemmer, inklusive børn, da de begyndte på kirkebyggeriet. De slæbte selv sten ned fra bjergene, lavede mursten af ler og byggede kirken mursten for mursten og har siden udvidet kirken i flere omgange. I dag har kirken omkring 280 medlemmer.
Børn fra fattige familier
Ved siden af kirkebygningen ligger et center for kirkens børnearbejde, der samler over 100 børn hver uge. De mødes hver lørdag i klasser for børn helt ned i treårsalderen og har programmer for unge helt op til 22 år.
Børnene og de unge kommer fra områdets fattigste familier; flere af børnene modtager støtte fra faddere i USA. Undervisningen handler ikke blot om kristendom, men også om økonomi, håndværk, sundhed og sammenhængskraft i lokalsamfundet.
Vi møder en gruppe på fem præster og bestyrelsesmedlemmer til et møde i kirken.

Undervisning giver stabil vækst
– Vores første prioritet er at undervise og øge den teologiske viden, proklamerer kirkens formand Elias Mlewa. – Undervisning er det eneste, der kan sikre, at vores kirker er stabile og bæredygtige.
Brødrekirkens 36 kirker, som han er formand for, dækker fire regioner, og rækker langt udover Mwanzaområdet. Formanden fortæller om det gode samarbejde med kommunerne om at hjælpe de svagest stillede familier. For ham og Brødrekirken er evangeliets forkyndelse og socialt arbejde ikke adskilt i en åndelig og en fysisk sfære; de to verdener hænger sammen og evangeliet om Guds kærlighed til mennesker får ben at gå på gennem næstekærlighed i praksis.
Børnene er kirkens fremtid
– Evangeliet skal helt ud i de små landsbyer, proklamerer han og tilføjer: Det er enormt vigtigt, at vi tager os godt af børnene. De er kirkens fremtid.
Og der er da fart på Brødrekirkens vækst hos områdets Sukuma-stamme – selv om de er sværest at nå ind til i Tanzania. Men Mlewa nævner, at en af de nye kirker nu er etableret med 5 voksne og 15 børn og ser ud til at vokse og få flere med.
Det interessante er, at mission og nødhjælp ikke udliciteres til særlige organisationer, som det sker i Danmark. Her i Tanzania sker al aktivitet direkte ud fra kirken. Dermed er ord og handling to sider af samme sag. Kirkens åndelige gudstjenester får udløb i fysisk og social hjælp til gavn for lokalsamfundet.
Taknemmelige for missionærer
Mødet med kirkelederne fører naturligt til spørgsmål om økonomi. Kan BDM hjælpe mere? Her må BDMs generalsekretær Arngeir Langås holde tungen lige i munden. På den ene side er der ønsket om at støtte alt det, vi kan. På den anden side kan han ikke tage beslutninger uden solide undersøgelser og drøftelser i relevante fora. Og i øvrigt er samarbejdet mellem BDM og Mwanza Missionsområde et partnerskab, hvor BDM bidrager økonomisk ved at sende missionærerne Janice og Mads Jakobsen, der i løbet af i år har etableret sig og fået en god indgang i byen og området, og er i fuld gang med at videreføre eller starte flere initiativer.
– Vi er meget glade for Janice og Mads. De gør stort og vigtigt arbejde, siger formand Elias Mlewa flere gange under mødet.

Mølle gavner både kirke og befolkning
BDM kan bidrage til særlige projekter, kirkebygninger, brønde og sociale initiativer, mens Brødrekirken selv lønner sine præster og klarer de faste udgifter.
Og det er netop det, de gør. Ved siden af kirken er etableret en mølle, der maler majs til mel til gavn for bydelens befolkning. Fortjenesten herfra går ind i kirkens økonomi.
Arngeir Langås og undertegnede besøgte Mwanza Missionsområde den 23. til 30. september 2026. Ud over Mwanza by besøgte de flere menigheder og projekter i landsbyerne.
Der kommer efterhånden flere artikler fra arbejdet i BDMnyt, Sennepskornet og her på hjemmesiden.