I over 10 år hjalp Ellen Dalgaard mennesker med spedalskhed i Tanzania. Nu fylder sygeplejersken 90 år og ser tilbage på de mange skæbner, der blev forvandlet af at få behandling.
Ellen Dalgaard Jensen husker det, som var det i går. Kvinden Odilia, der var blevet behandlet for spedalskhed på Brødremenighedens Spedalskhedshospital i Sikonge, Tanzania, og som nu kun havde ét øje og ét ben. Selvom hun også manglede nogle fingre, sad hun på jorden og lavede en seng af grene og bomuldsgarn.
Odilia var nemlig flyttet ud i skoven efter endt behandling sammen med en gruppe, der også havde været syge med spedalskhed. Sådan kom de udstødelsen fra samfundet i forkøbet. I skoven havde de bygget deres egne hytter, og Odilia sad nu dér og takkede Gud for sin lille hytte, fortæller Ellen Dalgaard:
– Vi holdt en lille andagt der hos hende og sang. Så var der nogle børn, der kom og begyndte at synge med. Jeg spurgte, om de da kendte sangen, hvortil børnene svarede: ”Vi kender den ikke, men vi synger bare, fordi vi er glade!”
Fra patient til oaseskaber
Hun husker også en dreng, som havde fået hjælp på spedalskhedshospitalet. Han førte Ellen ud på en befærdet vej for at vise hende en lille plante i vejsiden. Der havde han sat et lille gærde omkring den, og vandet den hver dag, så den kunne vokse:
– Han strålede. Det var som om det allerbedste kom frem i ham, fordi han nu kunne gøre noget nyttigt. Han byggede jo en lille oase, fortæller Ellen Dalgaard.
Drengens skabertrang inspirerede Ellen Dalgaard:
– Vi kan jo alle sammen bygge oaser, hvor vi er i livet, reflekterer hun.
Sådanne historier har den tidligere sygeplejerske og jordemoder i stribevis. Fra 1968 var Ellen Dalgaard udsendt for BDM – først som sygeplejerske og jordemoder indtil 1975 og siden som spedalskhedssygeplejerske fra 1976 til 1985. Her har hun set et utal mennesker blive forvandlet af at få behandling på Brødremenighedens spedalskhedshospital. Når sygdommens åg er væk, begynder patienterne nemlig hurtigt at sprudle af liv, kreativitet og taknemmelighed, erfarer hun.
En stemme for usete børn
Børnene har en særlig plads i Ellen Dalgaards hjerte:
– Jeg elsker børn. Jeg elsker deres umiddelbarhed. Og de spedalske børn, dem kunne jeg altså slet ikke stå for!
Derfor betragter Ellen Dalgaard sig som talskvinde for de glemte børn.
– Mange forældre ”glemte” at give deres adresse, når de afleverede børnene på hospitalet. Så når børnene blev raske, havde de ikke noget sted at tage hen, fortæller hun og pointerer:
– Jeg vil gerne være deres stemme. Jeg vil gerne tale for dem, når de ikke selv kan.
Derfor har hun blandt andet holdt foredrag hjemme i Danmark, hvor hun fortæller om sygdommen, sit arbejde på klinikken og sine oplevelser med patienterne.
Tabubelagt sygdom kan kureres
Spedalskhed kunne bremses allerede dengang Ellen Dalgaard var udsendt, og i dag kan den kureres med en medicinkur. Sygdommen skyldes bakterien Mycobacterium leprae som angriber huden og i værste fald kan føre til svære misdannelser og nerveskader. Derfor har sygdommen spredt skræk og rædsel for smitte og været omgærdet af tabu.
– Nogle manglede ben, fingre og tæer. Andre var blinde eller døve. Og mange af de børn, jeg tog mig af, var jo deprimerede og ulykkelige, fordi de ikke havde kontakt til forældrene.
Derfor besluttede sygeplejersken sig for at være en stabil figur i deres liv:
– De blev mine venner. Rigtig gode venner, husker Ellen Dalgaard.
Men var du aldrig selv bange for at blive smittet?
– Ind imellem kunne det godt slå mig. Men jeg slog det hen, for når jeg skulle passe min opgave, kunne jeg jo ikke gå og være bange. Jeg har givet dem mange knus og vasket deres fødder, fortæller hun.
Fællesskab og glæde
For Ellen Dalsgaard kommer mennesket nemlig før sygdommen, og derfor var samvær lige så vigtigt som behandlingen.
– Jeg husker, at jeg gik ned til lederen af spedalskhedskolonien, der var opført i tilknytning til spedalskhedshospitalet, og sagde, at nu vil jeg invitere tyve spedalske til middag i mit hjem, husker hun.
– Men han sagde nej, og da jeg gik ham på klingen, fortalte han, at det var, fordi de aldrig var blevet inviteret af nogen før.
Men så var der netop god grund til at invitere dem, insisterede Ellen Dalgaard.
– Jeg glemmer aldrig den dag, hvor de kom gående de cirka 100 meter fra spedalskhedshospitalet op til mit hus i en lang, lang række.
– Vi havde en pragtfuld eftermiddag i min gård, hvor vi sang. Jeg tog harmonikaen frem og begyndte at spille. Vi fortalte vittigheder og havde det virkelig meget fornøjeligt!
‘Jeg føler mig velsignet’
For Ellen Dalsgaard gav arbejdet for de spedalske nemlig mindst lige så meget igen. Især de dage, hvor hun var træt og skulle visitere i skoven, hvor Odilia boede med to andre tidligere spedalske:
– Det var tit, jeg skulle derud, selvom jeg havde haft en lang dag og ikke havde lyst til det. Og altid, når jeg kørte hjem, var jeg glad og havde en masse nye kræfter, fortæller hun.
– En da så Odilia direkte på mig og sagde: ”Jeg takker hver dag Gud for min lille hytte!” En anden tidligere spedalsk kvinde, Kapemba, var lykkelig for en regnfrakke, hun havde fået. Ellers sad hun med et håndklæde for at beskytte sig mod regnen, fordi hendes hytte var utæt. Om manden Filemoni, der også havde en hytte i skoven, sagde: ”Søster, vi herude i skoven beder for dig nat og dag!” Da tænkte jeg: ”Altså, jeg bliver jo velsignet derude af de gamle mennesker,” slutter hun med et stort smil.
Ellen Dalgaard Jensen fylder 90 år den 27. oktober 2026.
Blå bog:
Ellen Dalgaard Jensen blev født i 1936. Hun voksede op i Skjern i Indre Mission, hvor hun var engageret spejderarbejde, ungdomsgruppe og sangkor. De kristne værdier har været medvirkende til et liv “i omsorgens tjeneste”.
Interessen for missionsarbejde blev vakt af hendes farmor og farfar, der var missionærer i Kina, og hendes far, der på grund af sygdom blev sendt hjem og passet i Danmark som 6-årig.
Hun blev uddannet sygeplejerske hos Diakonissestiftelsen i 1960 med det klare formål at yde sundhedshjælp i verden. I 1967 tog hun en jordemoderuddannelse i Skotland, hvorefter hun i 1968 meldte sig til Brødremenighedens Danske Missions sundhedsarbejde i Tanzania.
Her var hun udsendt til organisationens missionshospital i Sikonge i sammenlagt 17 år. De første 5 år som leder af fødeafdelingen, resten af tiden som sygeplejerske ved Spedalskhedshospitalet.
Efter tiden i Afrika fulgte et år i USA, hvor hun i 1986 gennemførte første del af en klinisk pastoral uddannelse i byen Bethlehem i Pennsylvania. Her var hun også i praktik på et hospital, hvor hun alene på præstekontoret stod til rådighed for patienter med allehånde psykiske og eksistentielle udfordringer.
Anden del af uddannelsen tog hun i 1990 i Norge og fik praktisk erfaring i mødet med indsatte og prostituerede. Sidstnævnte besøgte hun på gaden, i hjemmene og på hospitalet. Det var på den tid, hvor HIV/Aids var en ny smitte, der gjorde, at mange blev udskammede – en virkelighed, Ellen Dalgaard Jensen kendte fra spedalskhedsarbejdet i Afrika.
Med alle disse erfaringer i bagagen vendte hun hjem til Danmark, hvor hun i efteråret 1990 arbejdede med den første aflastningstjeneste i Samvirkende Menighedsplejer. Hun blev leder for Aflastningstjenesten for Syge og Døende i 12 år. I perioden spredte ideen sig til andre danske byer, og Ellen Dalgaard Jensen blev også inviteret til Litauen og Vietnam for at dele sin viden og erfaring med klinisk sjælesorg.
Ellen Dalgaard Jensen har viet hele sit liv i omsorgens tjeneste og blev først gift som som pensionist i 1998, med Ib Windsløv, der var præst i Kalundborg. Han afgik ved døden i 2008.