Brødrekirken i Uganda bekæmper børneofringer og fremmer sundhed og uddannelse i afsidesliggende områder. Vi mødte kirkens formand i Kampala.
Børn er en gave. Børn er fremtiden. Børn fører slægten videre. Alligevel er børn også de første ofre, når sygdom smitter, når fattigdom forarmer og det helt utrolige, at børn virkelig ofres på små altre med lovning på, at familien vil få succes.
Det er virkeligheden i Uganda, hvor Brødrekirken er etableret som en art syd-syd-mission. Brødrekirken i Vesttanzania støtter og vejleder den nye kirke, der dag tæller omkring 7.000 medlemmer fordelt på 10 kirker omkring Victoriasøen.
Kirkens formand er Julius Mubiru, der begyndte at samle interesserede i sit hjem, og siden er i fuld gang med at række ud til isolerede stammer på Victoriasøens øer og – ikke mindst –bekæmpe trolddom og sort magi i de traditionelle folkereligioner. Herunder afskaffe menneskeofringer, der trods indsats fra Ugandas myndigheder, stadig er udbredt.
Ofrer små babyer
I visse områder finder man altre for hver anden eller tredje kilometer. Her ofres der for at tilgodese ånderne. I nogle tilfælde ofres endda mennesker, fortæller Mubiru. Oplysningerne bekræftes af Reuters, BBC, The Guardian og ngo’er som World Vision.
– De lover befolkningen at de kan blive rige og få det ene og det andet, hvis de ofrer deres små babyer. Også voksne mennesker ofres. Og så spiser de kødet bagefter.
Ugandas præsident Museveni underskrev i 2021 en lov, der forbyder menneskeofringer, og Ugandas politi har modtaget træning i, hvordan de efterforsker disse forbrydelser.
Tilbage står hvordan evangeliet kan nå ud til mennesker, som er blevet vant til disse religiøse ritualer. Derfor dette ledende spørgsmål til Julius Mubiru, da vi møder ham i Ugandas hovedstad Kampala:
Fortæller I om Kristus som det ofrede Guds Lam?
– Ja, vi fortæller dem, at Kristi offer er nok. Hans blod på korset er soning for alt. Og i Ham har vi del i hele den himmelske verdens åndelige velsignelse.
Latrin skal modvirke smitte
Det handler også om børns overlevelse, når Julius Mubiru og Brødrekirken fremmer sundhed og hygiejne i de områder, hvor kirken arbejder. Det gælder også på øen Bovuma i Victoriasøen, hvor der nu er etableret en kirke. Kirken har købt en grund, men inden der overhovedet er bygget noget, har menigheden skaffet en latrin.
– Befolkningen besørger i skoven eller i søen og risikerer derfor at sprede smitte og sygdom, fortæller Julius Mubiru. – Og da befolkningen er meget skeptiske over for at bruge en latrin, er vi nødt til at oplære dem i hygiejne.
– Vi vil ikke blot prædike evangeliet; vi vil forvandle hele lokalsamfundet. Og vi begynder med noget så basalt som rent drikkevand. Det er især vigtigt for de børn, der vokser op. I skolen vil vi også gerne kunne servere morgenmad og frokost med rent drikkevand.
Børn skal i skole
Og skolen er det tredje ben i Brødrekirkens holistiske mission – ud over forkyndelse og diakoni i form af rent vand og god hygiejne. Børnene skal have mulighed for skolegang, også i Ugandas afsidesliggende områder som øen Bovuma i Victoriasøen.
– Sammen med kirken – en hovedkirke med regelmæssige gudstjenester og to andre kirker omkring 20 kilometer væk – driver vi også en skole med 150 elever, fortæller Julius Mubiru.
Skolen udfylder et behov i mere end en forstand.
– Der er 15 kilometer til den nærmeste offentlige skole, og vores skole er en kristen skole, drevet efter kristne principper.
Og det er der også en mission i, fortæller Mubiru.
– De fleste elever kommer fra hjem, som ikke kommer i kirke, men de sender gerne deres børn. Så vi tror på, at disse børn vil blive forvandlet i fremtiden.
Vil forvandle hele samfundet
Forvandling er et nøgleord, ikke kun for enkeltpersoner, men for hele samfundet.
– Vi vil forkynde evangeliet, for det er der virkelig brug for, men vi vil også forbedre befolkningens levevilkår, ja forvandle hele samfundet. Og det gør vi blandt andet gennem vores skole.
Der er dog ingen bygninger på kirkens grund endnu, hverken kirke eller skole. Så alle samlinger sker i det fri, og skoleundervisningen foregår i træernes skygge.
Også på fastlandet er lokaler en udfordring. Kun fire ud af de 10 kirker har en bygning at mødes i, og kun to af dem har permanent struktur.
Transport er også en udfordring. Det meste foregår med såkaldte bodaboda’er, dvs. motorcykeltaxier, og transporten til og fra øen sker med en færge, der sejler over 2-3 gange om dagen.