Kirsten Thomsen var både lærer, pædagog, åndelig vejleder, en god kollega og i det hele taget opmærksom på andre mennesker, skriver BDM’s formand Jørgen Bøytler i dette mindeord på vegne af BDM.
I dag, hvor Kirsten Thomsen er blevet begravet på Gudsageren i Christiansfeld, mindes vi Kirstens lange, virksomme liv på jord.
Kirstens liv blev i høj grad præget af hendes udsendelse som missionær for BDM. I 37 år var Kirsten i BDM’s tjeneste og hun skriver sig dermed ind i den række af BDM-missionærer, der har tilbragt næsten 4 årtier i Unyamwezi. De første og meget betydningsfulde BDM-missionærer rejste ud i 1922 – ingen nævnt, ingen glemt. Kirsten afslutter, i hvert fald for nu, en æra i BDM, præget af årtier lange missionærtjenester. Kirsten videreførte med sit mangeårige engagement i Sikonge det tætte og langvarige partnerskab mellem Brødrekirken i Vest Tanzania og BDM, der eksisterer den dag i dag.
Hun fik en enestående betydning for Brødrekirken i Vest Tanzania (MCWT). Først i en tjeneste som lærer for missionærbørn, og derefter som lærer på Bibelskolen i Sikonge – Lusangi som den også blev kaldt, hvilket på kinyamwezi betyder ”Fællesskab”. Ordet blev i høj grad også brugt om spedalskhedsarbejdet i på leprosariet i Sikonge, et arbejde som i årtier var med til at præge BDM.
Med god grund er Kirsten Thomsen blev benævnt ”en respekteret missionær”. I mange år boede Kirsten i den lille missionærbolig, som ligger i kanten af Bibelskolens område. Kirsten har undervist generationer af unge mennesker, hvor af mange senere blev præster i MCWT. Men hun var også meget mere end en underviser:
– Kirsten var i ordets bedste forstand en pædagog, en opdrager af de unge bibelskolestuderende. Det var kendt, at Kirsten godt kunne gå rundt til elevernes værelser ret sent på aftenen, banke på døren og sikre sig, at de var, hvor de skulle være. Hun lærte ved sit eksempel, at når vi arbejder for kirken, arbejder vi for Gud, og det skal vores adfærd afspejle.
– Kirsten fik også brugt tøj sendt af BDM, og tit kunne hun give en bibelskole-elev en skjorte, et par bukser og andre beklædningsstykker. Det blev især vigtigt i 1970erne og 80serne, hvor samfundet var præget af Ujama-politikken, og hvor det var svært at købe selv almindelige fornødenheder. En nuværende kirkeleder har flere gange fortalt om, at da han som helt ung, og ubemidlet skulle giftes, bankede han på hos Kirsten og bad om hjælp til bryllupstøjet. Hun bad ham vente, og kom lidt efter ud med en habit, skjorte, sko og med en kjole til bruden. Utallige andre nuværende præster blev også hjulpet. Det er vigtigt at notere, at ingen rendte om hjørner med Kirsten, og ja, det var der heller ikke nogen, der forsøgte. Kirstens stille diakonale indsats hjalp mange mennesker, men var også formende for kirkens medarbejdere i forhold til at være tro mod kirken og at kirken er et fællesskab, der dækker mange menneskelige aspekter.
– Kirsten var ikke bare lærer og pædagog for bibelskolens elever, men også et menneske, der involverede sig dybt i det åndelige liv. I en årrække samledes elever i bedegrupper i Kirstens hus, grupper som aktivt påtog sig en prædike- og forbøns-tjeneste på Sikonge Hospital og andre steder på egnen. Der blev bedt for hjælp til patienter, hjælp til søgende mennesker, der blev fundet af Kristus, der blev bedt for helbredelse af syge og for befrielse fra dæmoner. Jeg fik selv lov til at blive involveret og Kirsten og jeg så, sammen med eleverne, store ting, meget store ting, som Gud gjorde i menneskers liv.
– Kirsten var også en god og trofast kollega. Når vi i missionærflokken havde bibeltimer og bedemøder, var Kirsten som en selvfølge med. Over årerne har vi fået lov til at kende Kirsten rigtig godt, også efter at vi og Kirsten kom til at bo i Christiansfeld og kunne have fællesskab her.
– Kirsten var et menneske, der hvilede i sig selv. Hun drog på sin stille måde omsorg for mange mennesker, bl.a. ved at sende hilsner til fødselsdage, altid håndskrevne med små klistermærker, små kunstværker. I det hele taget var Kirsten altid opmærksom på andre mennesker.
– Det skal også siges, at Kirsten var et meget privat menneske, der samtidig med sin involvering og omsorg for andre bibeholdt en sund distance til andre uden at være distanceret.
Da meddelelsen om Kirsten Thomsens bortgang nåede til Tanzania, blev meddelelsen omgående sendt rundt på sociale medier, og mange varme hilsner og tilkendegivelser fra Kirstens tidligere elever kom inden for meget kort tid. Der er rigtig mange, der med stor taknemmelighed mindes Sister Kirsten, som hun altid kaldtes.
På BDM’s vegne, er det et privilegium at bringe en hilsen ved Kirsten Thomsens begravelse, i en glad og taknemmelig erindring om et menneske, der udlevede at være i Kristi tjeneste, være ”Et sendebud i Kristi sted.”
Som vi hørte i kirken, et citat fra Kirsten: ”Hvor mørk dog verden synes at blive, når en af vore kære er død. Det kan da være svært at se vor frelser ved vor side. Dog, han, der døde, for at vi skulle få liv, vil komme til os i vor sorg – med ord, der forsikrer os om at døden er at ”komme hjem”.
Han kom til os. Døden er at komme hjem. Det kom Kirsten.
I Brødremenighedens Danske Mission udtrykker vi vores taknemmelighed for Kirsten til Gud.
Ære være Kirsten Thomsen minde. Tak.
Jørgen Bøytler