Børnene og de unge på børnehjemmet Peter’s House har store drømme. De var forladt eller forsømt af deres familier, men nu har de fået så meget støtte, at de tør drømme om en bedre fremtid. Børnehjemsleder Neema Mwakapakula går foran med et godt eksempel.
Neema Mwakapakula leder Peter’s House ud fra enkel pædagogik. Børn skal have kærlighed for at trives. Det savnede hun selv, da hendes mor døde, og hun blev hushjælp hos en slægtning.
– Det ligger dybt i mit hjerte at hjælpe børn. For jeg er selv vokset op under vanskelige forhold. Min mor døde, da jeg gik i første klasse.
Sådan begynder Neema Mwakapakula sin historie og fortæller om at vokse op under omstændigheder, ”der ikke var gode for en lille pige som mig”.
– Jeg boede hos en mand, som udnyttede mig og brugte mig som hushjælp. Jeg var jo ganske lille og skulle alligevel gøre store ting i huset. Jeg kæmpede virkelig for at nå det hele, både skolegang og husarbejde. Så i dag vil jeg gerne hjælpe børn i lignende situationer.
Efter en kort tænkepause fortsætter hun:
– Min egen baggrund viser, at nogle ting skal være i orden, før et barn trives. Børn bliver først glade, når de modtager kærlighed.
Og derfor søgte hun stillingen som leder af Peter’s House. Hun er uddannet revisor og har tidligere arbejdet med mikrofinans som hjælp til lokalsamfund i Iringa-området.
– Jeg ønskede derfor et arbejde, hvor jeg kunne hjælpe børn, så de ikke bliver modløse og giver op, fordi de enten ikke har forældre, eller fordi de vokser op under vanskelige forhold.
Det er vigtigt at børn får kærlighed og det prøver hun at give dem her på børnehjemmet, fortæller Neema.
– Hvis et barn for eksempel ikke vil i skole, er det som regel fordi der er problemer i skolen. Så må vi først og fremmest spørge ind til, hvad problemet er, og lytte til barnet. Vi skal huske at barnet enten ikke har forældre eller er vokset op under vanskelige omstændigheder, så det er vigtigt at lade barnet selv fortælle, hvordan det har det. Og støtte barnet, så det får selvtillid nok til at vide, at det ikke har noget at skamme sig over i skolen.
Den kærlige tilgang smitter af på hele atmosfæren, hvor alle hjælpes ad med det praktiske.
– Vi lærer de ældre børn at holde af og hjælpe de yngre. Og viser, hvordan de kan involvere de yngre i rengøring og opvask. Samarbejdet fremmer enheden iblandt os. Vi lærer børnene at kommunikere med hinanden på en god måde, så de opbygger hinanden.