Tre modeller
Den udfordring, som ligger i at få arrangeret en missionssøndag, vil vi i Ydre Mission Hus (et samarbejde mellem BDM, Israelsmissionen, Mission Afrika og Dansk Ethiopermission) gerne samarbejde med de enkelte menigheder om, og vi vil gerne stille de ressourcer, vi har som folkekirkelige missionsselskaber, til rådighed.
Vi har udarbejdet tre modeller til, hvordan det kan gøres. Hver model består af forskellige aktiviteter og materialer som også kan sættes sammen på andre måder – alt efter hvilke muligheder der er i menigheden, og hvad der især har interesse og vil være relevant.
Mini-modellen
er bygget op omkring søndagens gudstjeneste
1. Inviter en missionær eller en medarbejder fra et missionsselskab til at prædike ved gudstjenesten.
2. Udvid gudstjenesten med fem minutters information om et konkret missionsprojekt.
3. Lav en indsamling til et konkret missionsprojekt.
4. Få en af søndagens tekster læst på et fremmedsprog, evt. af en kristen nydansker eller en missionær.
5. Lav en udstilling omkring mission i våbenhuset eller kirkecentret som menigheden kan se før og efter gudstjenesten.
6. Lav et bord med materialer om mission og søndagens konkrete missionsprojekt som folk kan tage med sig eller kan købe til støtte for projektet.
Ressourcer: Talerliste med navne og emner, udstillingsmaterialer og gratis materialer, liste over nydanske ressourcepersoner, katalog med beskrivelse af missionsprojekter.
Midi-modellen
er bygget op omkring søndagens gudstjeneste og kirkekaffen eller kirkefrokosten
Ud over pkt. 1-6 kan en midi-model udvides med følgende:
1. Kirkekaffe eller kirkefrokost med snacks/mad fra en anden kultur.
2. Et indlæg om mission eller et konkret missionsprojekt i forbindelse med kirkekaffen/frokosten og mulighed for samtale og spørgsmål.
3. Udvidet missionsudstilling med en billedserie eller en kort film om mission.
4. Aktivitet i form af en quiz eller anden konkurrence.
Ressourcer: Madopskrifter, kortfilm om mission, power point præsentation om mission, Missionsquiz.
Maxi-modellen
omfatter menighedens aktiviteter i ugen op til eller efter missionssøndagen
1. Hvis man har lokaler til udstillingen som også bruges i ugens løb, kan man lade udstillingen stå over en længere periode.
2. Som optakt til missionssøndagen kan menighedens mini-konfirmander eller konfirmander arbejde med mission i ugen inden og inddrages i missionssøndagen som en del af udstillingen eller på anden måde, afhængig af hvordan de har arbejdet med mission. Endvidere kan en ressourceperson fra missionsselskaberne inddrages i undervisningen i ugen op til eller efter missionssøndagen. Eller inviteres til kirkens ældre-cafe eller sogneaften.
Ressourcer: Se liste med undervisere.